Jeg har haft denne på gården, hvor den blev høstet og var i stand til selv at verificere, at vilde, glade civetter blev overladt til deres egen udvælgelsesproces og kun blev fulgt op af landmænd, der var ivrige efter at find dråberne.

Det ligner ikke nogen anden Arabica-bønne. Hvad jeg havde var single-source, men det er sjældnere - gårde, der gør det korrekt , producerer ikke meget, så pakkere og marketingfolk vil normalt købe fra dusinvis. Det bringer mig til det første, der bestemmer smagen af ​​det:

Stegen

Nogle landmænd rister sig selv, andre sælger bare bønnerne. Mange sælger direkte til mennesker og til pakkere, så medmindre du får det med én kilde, vil du sandsynligvis have en pose bønner ristet hvor som helst fra blond til næsten mørk. Hvis du er seriøs med at smage på det, skal du finde et sted, der tilbyder single-source eller stege deres eget. Du vil have det bare ved den anden 'crack'. En sammenlignelig farve er en 'blond' stege fra Starbucks eller den sædvanlige farve af illy i den røde dåse.

Brew

Jeg har haft det på to måder, som espresso og i et tryk. Jeg foretrækker at have det i en presse, på trods af at jeg ikke får næsten så meget crema. En grov slibning, varmt rent vand og ca. 4 minutter at brygge. Drik det straks med en ren palet . Sørg for, at du ikke er tørstig, sørg for at du ikke er sulten, og sørg for, at der ikke sker noget med dine smagsløg ud over kaffen. Du vil nippe langsomt og nyde det. Lad det ikke blive koldt, men sænk farten.

Smagen

Mens debatter er ret varme om, hvorvidt civets fordøjelse af bønnen tilføjer noget til smag, er jeg ret sikker på, at udvælgelsesprocessen gør . God Arabica-kaffe er kendt for de subtile antydede / karamel-tip, og du ved det, når du drikker dette. Jeg kunne ikke registrere nogen forskel i surhed, men de smagsvarianter, som bønnen er kendt for, er bestemt mere til stede end normalt. Dette giver meget mening i betragtning af udvælgelsesprocessen, civets er meget kræsen katte.

Men det er ikke at sige, at en meget diskriminerende og uddannet plukker ikke kunne give dig noget tæt. Faktisk kommer illy (rød) meget tæt på den samme kvalitet og tilstedeværelse af smagsundertoner, som jeg har oplevet med alamid (kopi luwak).

Konklusion

Forøg ikke dine forventninger for høje, det er egentlig ikke det meget bedre end nogen anden Arabica af meget høj kvalitet. Du betaler for processen (sørg for at du har at gøre med en 'ærlig' kilde) så meget som du er kvaliteten af ​​bønner, nyhed og erfaring.

Det smager meget godt, men det gør du også illy-bønner, jeg male hver dag.

Jeg havde noget Kopi Luwak i Indonesien. Jeg har læst en række anmeldelser. Det har været svært at finde blinde smagninger af kaffeeksperter. Dybest set ser det ikke ud til noget særligt. Hvis der er noget, smager det slags dårligt.

Nu kan der være mere i historien. Indonesere, jeg kender, har tilbudt to forklaringer på, hvorfor jeg ikke var imponeret. Og disse undskyldninger udelukkede ikke hinanden.

Den ene mangler certificering - det vil sige, hvordan ved du, at du drak rigtig Kopi Luwak? Hah! Måske skubber nogen dig ud!

Den anden undskyldning er, at selvom det er "ægte", kan det være, at det er fabriksdyrket. Denne undskyldning er baseret på den iagttagelse (sandt), at Kopi Luwak plejede at være produceret udelukkende af udskillelse af Luwak i naturen, som (ifølge denne historie) kun ville spise de bedste kaffekirsebær, ofte fra de bedste kaffestande. Disse dage produceres beklageligt de fleste Kopi Luwak ved at skovle masser af muligvis middelmådige kaffekirsebær ned i Luwak-penne og derefter rive det, de skider ud. Mellem (1) den stressede tilstand hos disse fangenskabsdyr, (2) en kun kaffe-kirsebær diæt (ikke særlig afbalanceret), (3) den lavere kvalitet af den kaffe, de får fodret, og måske (4) glidebehandling af opportunister der ikke rigtig kender kaffe, Kopi Luwak-kaffekvaliteten har taget et dyk.

Eller så / det / undskyldningen siger.

Jeg var overrasket over at finde ud af, at Kopi Luwak i Indonesien er ikke rigtig dramatisk dyrere. Måske 30% mere end noget andet sammenligneligt, da jeg var der sidste år. Margenen kan blive indsnævret. Cachet af Kopi Luwak, der er "verdens sjældneste kaffe", er tilsyneladende blevet et salgsargument i Indonesien, men da hindringerne for adgang til markedet er lave (især da verifikation næsten ikke eksisterer), nærmer Indonesien sandsynligvis en overudbudssituation. p>

I bedste fald, hvis du kan identificere Real Kopi Luwak, kan der være noget lidt mere tiltalende ved det sammenlignet med bønner fra samme ejendom, der ikke, erm, "behandles" af nogle vilde Luwak "kirsebærplukning" de bedste bønner. Mere sandsynligt, uanset hvad du prøver, vil det bare smage, hvordan det smagte for mig, uanset hvor jeg gik: som noget, der poopede ud af et fattigt dyr, der led af en alvorlig koffeinafhængighed.